Pas på din ryg

skovlsne topbanner skovlsne topbanner
print Print side

Pas på din ryg

Det skulle være så sundt at bruge kroppen! Og det er det da også – så hvorfor ikke bruge snerydning som nyttig motion.

Nu er tiden kommet, hvor vi jævnligt skal holde øje med vejrudsigten og være klar til hurtig handling.  Sneen skal være ryddet inden kl. 7, hvor morgentrafikken for alvor begynder.

Gode råd før du går i gang:

  

  • Varm op med store armsving og lette knæbøjninger. 
  • Tag bestik af situationen – vurdér forholdene og planlæg snerydningen.
  • Vær rigtigt klædt på – undgå især ”et stykke med bart”. Ryggen har ikke godt af at blive afkølet.
  • Hold pauser og tag en tår vand. 
  • Den helt nyfaldne sne fjernes lettest med kost.
  • Det tykkere lag sne, der endnu ikke er fladtrykt og hårdt stampet, fjernes bedst med sneskraber.
  • Hvis sneen derimod er hårdt stampet, er det en fordel at bruge en skovl.

 

 

 

Der er mange modeller at vælge imellem

 

Hvis du ikke lige har en snerydningsmaskine til din rådighed, er der ingen vej uden om!

 

Du skal vælge dig et godt redskab.

Tidligere var sneskrabere lavet af træ og metal, og de var derfor tunge. Nu fremstilles sneskrabere af kraftigt, let plast. Skraberens sårbare del, der skraber mod belægningen, er oftest forstærket med en aluminiumsskinne.

For at undgå at sneen hænger fast i din skovl eller skraber, er det en god ide at gnide skovlen med et stearinlys. Stearin får sneen til at glide af skovlen/skraberen, idet den lægger en beskyttende, glat hinde.

Men frem for alt – vælg et let redskab.

 

Kunsten at skrabe sne

 

Den løse sne er det bedst at skrabe. Hermed undgår du tunge løft.

Du skubber skraberen foran dig og går i den bane, du lige har ryddet. Du kan i en håndevending vippe sneen op over en kant til slut – men undgå at løfte skraberen.

Husk:

 

  • Brug din kropsvægt fremefter, når du skubber sneen foran dig.
  • Hold ryggen lige og lad ”de 3 næser” (skosnuderne og næsen) pege fremefter i samme retning. 

 

Brug af den klassiske skovl.

 

Skovlen egner sig glimrende til den faste og hårdt stampede sne. Men det kan være hårdt arbejde! Derfor kan brugen af gode arbejdsstillinger være med til at minimere især belastningen på din ryg. Et forkert vrid i ryggen ….. og så kan det gå galt.

Den gode skovlebevægelse er kendetegnet ved:

 

  • Hold ryggen lige.
  • Bøj i din hofte og i dine ben.  
  • Hold ”de 3 næser” (skosnuderne og næsen) i samme retning – også når du drejer til siderne for at kaste sneen af
  • skovlen.
  • Flyt fødderne – tag et skridt – når du skal kaste sneen af skovlen til siderne.  
  • Lad den nederste hånd holde langt nede på skaftet.  
  • Skift mellem at holde højre og venstre hånd nederst på skaftet. Dermed skifter du også mellem at kaste sneen til højre eller venstre.  
  • Undgå et krampagtigt greb på skovlens skaft.

 

Efter endt arbejde

 

Ja, du bliver øm i kroppen – ikke mindst i starten af sæsonen!

Det er nye bevægelser og nye muskler, der skal arbejde.

Efter snerydningen er det en god ide, at du laver en god strækøvelse:

 

  • Stil dig med let spredte ben 
  • Læg dine hænder i din lænd 
  • Bøj ryggen stille og roligt bagover  
  • Øvelsen gentages 5-10 gange i roligt tempo

 

Denne øvelse aflaster trykket i diskus-skiverne i ryggen – og det er en rar fornemmelse.

Så er det tid at slappe af med god samvittighed efter endt snerydning!