Dit ansvar

skovlsne topbanner skovlsne topbanner
print Print side

Dit ansvar

Sne og is skal fjernes hurtigst muligt. Som grundejer har du som hovedregel selv ansvaret for, at gangarealer på og omkring din grund er ryddet og gruset eller saltet. Forsømmer du dette ansvar, kan du dømmes til at betale erstatning, hvis nogen kommer til skade på din grund.

Uanset om der sker uheld eller ej, kan du risikere at få en bøde, hvis der ikke ryddes sne og saltes eller gruses på din grund.

Vær opmærksom på, at skraldemanden og postbudet kan nægte at udføre deres arbejde, hvis havegang, trapper og plads omkring affaldsstativet ikke er ryddet og gruset. Det gælder også, hvis selve vejen ikke er ryddet

 

Offentlige veje

På offentlige veje sørger vejbestyrelsen, dvs. kommunen, for at rydde kørebaner og cykelstier, gangbroer og -tunneler samt offentlige parkeringspladser og torve. På de mindre, offentlige veje bestemmer den enkelte kommune efter forhandling med politiet, hvor meget og hvor ofte veje og stier skal ryddes.

I byområder kan du som grundejer pålægges at rydde en offentlig vejs fortov ud for din ejendom. Herudover har grundejeren ansvaret for, at havegang, trapper, stier, gårdspladser og lign., der tilhører ejendommen, er ryddet for sne, og at der er gruset eller saltet.

 

Private veje i byerne

Bor du på en privat fællesvej i en by, har du pligt til at sørge for, at der er ryddet sne og gruset eller saltet på fortovet og mindst halvdelen af kørebanen ud fra din ejendom. En aftale om, at andre sørger for snerydning, skal være skriftlig og godkendes af politiet.

 

Private veje på landet

Hvis du har en ejendom på landet ved en privat vej, som kun du benytter, skal du alligevel huske at rydde sne. Postbude, renovationsarbejdere m.fl. skal kunne komme frem til din bopæl.

 

Private fællesveje på landet

Bor du ud til en privat fællesvej på landet, skal du og de andre grundejere i fællesskab sørge for, at der ryddes sne og gruses. Der kan være tinglyste bestemmelser på ejendommen om, hvem der skal udføre arbejdet, og hvordan grundejerne skal fordele udgifterne. Andre steder bestemmer kommunen, hvordan arbejdet skal udføres. Hvis der ikke er fastsat regler, skal grundejerne selv blive enige om, hvordan arbejdet skal udføres. Kan I ikke blive enige, kan I bede kommunen afgøre, hvordan ansvaret skal fordeles mellem jer.

 

Læs bekendtgørelse af lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje. Klik her